BYGTEK NYHED! Helt tæt hus uden brug af dampspærre

Helt tæt hus uden brug af dampspærre

Med en kombination af godt håndværk og isolering med papirisolering har Lasse og Janus Byg skabt et hus, der var mere end dobbelt så tæt som 2020 kravene – og det helt uden brug af dampspærre

Blæsten rusker råt i de næsten novembernøgne træer på Rørvig Centret lige ved indsejlingen til Isefjorden. Men det har en lille skare mænd i arbejdstøj slet ikke tid til at tænke på. De myldrer frem og tilbage omkring en feriebolig i sortmalet træ og med hvide vinduer. For denne fredag, hvor resten af Danmark er gået på weekend kommer der små 40 mennesker primært ingeniører og bygningskonstruktører, og de skal præsenteres for noget, der uden overdrivelse kan betegnes som en sensation.

Et træhusbyggeri med isolering af papiruld helt uden brug af dampspærre, og så har det alligevel opnået en tæthed på 0,248 l/s pr. m2. Altså en tæthed, der er mere end dobbelt så god, som 2020 kravene. Sådan var resultatet den 15.april, da huset stod færdigt og blev testet, men vil det være ligeså tæt i dag syv måneder efter, når det skal gentestes for øjnene af et større publikum?

- Det bliver spændende at se. Men den store fordel er, at uanset om der viser sig en utæthed nu eller om fem år, så ligger den ikke skjult et eller andet sted inde i væggen og som det vil koste os en bondegård at rive ned, finde og rette op. Her vil vi opdage utætheder med det samme og kan lige give den en tur med fugepistolen, siger Janus Rasmussen, der er tømrer og partner i Lasse og Janus Byg.

Udfordret på vaner

Efter først at have tegnet og opført et prøvehus i 2012 på kursus- og feriecentret, vandt de siden opgaven med at opføre de foreløbigt fire nye ferieboliger og et fitness rum. Arbejdet startede i september 2013. Og selv om firmaet i ti år havde arbejdet med papiruld på andre isoleringsopgaver, var det grænseoverskridende for tømrere, som er skolet i at bruge dampspærre, pludselig helt at droppe det.

- Samtidig havde vi lovet Rørvig Centret at bygge fremtidssikret med en tæthed, der nærmede sig 2020 og da Papiruld Danmark havde sagt, at det kunne vi godt, så måtte vi tro på det og kunne ligeså godt gå linen helt ud, så vi slog til, da vi også blev tilbudt at få tætheden testet. Det var næsten som at skulle til svendeprøve igen, fortæller Janus med et grin.

Lettere og hurtigere

Når Janus alligevel tog det forholdsvist roligt, var det fordi, han oplever, at papirisoleringen har den store fordel, at den kommer ind i alle revner og sprækker og at det er muligt at få den indvendige beklædning tæt nok.

- Du får en meget tæt løsning og risikerer ingen kuldebroer. Så er det også meget rarere at arbejde med. Du får intet støv på tøjet eller krummer i halsen, som efter andre produkter.

Metoden, som de brugte, går i al sin enkelhed ud på, at du først bygger den tomme konstruktion op inden isoleringen blæses ind. Udvendig beklædt med en vindspærre i pladeform og indvendigt faldt valget på enkelt lags fibergips, der blev limet sammen. Endelig blev der ved alle hjørner, kanter og samlinger til gulv og loft gjort plads til en 6 mm fuge, der fik en elastisk fugemasse. For tømreren Brian Vange Christensen var det første gang uden dampspærre:

- Det har været en kæmpe fornøjelse. Jeg slap for at skulle slås med dampspærren, folien, manchetterne og alt det, der skal tapes sammen for at det bliver tæt. Og bliver det nu også tæt? Her ligger arbejdet i at være omhyggelig med at trække en fuge. Det tager ingen tid, og den efterfølgende isolering af hele huset klares på en dags tid.

Deltag i testen

I forhold til den traditionelle metode med isolering og dampspærre undervejs skønner Janus, at et dobbelthus som dette på 132 m2 vil spare dem for i omegnen af 20.000 kroner i arbejdsløn + materialer. Men så var der det med tætheden. Den blev testet af flere omgange med og uden isolering for de tre af bygningerne. I første omgang klarede de 2015 kravene og endte i det sidste hus på 0,248 l/s pr. m2.

- Vi vidste jo ikke præcist, hvor godt det var, så det var en stor sejr og et resultat, vi var stolte af. Det blev fejret, og vi fik klappet hinanden på skulderen, fortæller Janus og beskriver hele forløbet som utroligt spændende.

- For hver gang vi blev testet, lærte vi noget nyt til at gøre huset endnu tættere. Du tror, at det er løgn, men når du er inde i huset under testen, så kan du virkelig mærke, hvor den er smuttet med tætheden. Det kan jeg kun anbefale alle andre, der vil blive bedre til at bygge tætte huse.

Vil bygge endnu tættere

Selv om Lasse og Janus Byg har bevist, at de kan bygge tæt og lever op til kravene, der måtte komme langt ud i fremtiden, har de ambitionerne om at bygge endnu tættere. For der er altid en lille detalje, der kan blive bedre.

- Men nu har vi som virksomhed bevist, at vi magter de nye regler, og det er vigtigt. For er du som virksomhed ikke langt fremme i skoene, så bliver du sat af efterhånden, som myndighedernes krav vokser.


Og så var der lige det med dagens blowerdoortest. Den endte på 0,31 l/s pr. m2, og altså en anelse ringere. Men afvigelsen er så lille, at det formentlig skyldes en lille utæthed mellem den røde testdør og dørhullet.

Så tætte var husene
Fitness rum færdigbygget 24/1: 0,916 l/s/m2
Hus 1 færdigbygget 15/4: 0,287 l/s/m2
Hus 2 færdigbygget 15/4: 0,248 l/s/m2

Opbygning af ydervæggene:

  • Skelet af 45x195mm spærtræ pr. 60 c/c.
  • 25x100mm vandrette underlag for brædder
  • Døre og vinduer i træ/alu med 3 lags lav energi glas.
  • 1 på 2 lodret beklædning af 22x145mm færdigmalet sort gran med 22x60mm dækliste
  • Indvendig 45x45mm lægtepåforing
  • 240mm papiruld 12,5mm fibergips
  • Gipsvægge spartles og der opsættes filt som grundes og derpå to gange hvid maling

Ring: 44 224 224

​Åbent hverdage mellem 08.00 – 16.00.

Du er også velkommen til at sende os en mail:

mail@isoleringdanmark.dk 

Isolering Danmark ApS​

Gammel Højmevej 255, DK-5250 Odense

white-facebook-fill2  white-linkedin-boxfill2  youtube-white-fill

Isolering Danmark ApS

Specialister i salg af isoleringsmaterialer, isoleringsmaskiner og andet isoleringsteknik til isolatører og trælaster i Danmark.